Jeg har det meget ambivalent med tvivl. Det er jo en følelse der kommer ofte, især når der er noget vigtigt på spil.
Men jeg har også erfaret at når jeg er i tvivl er jeg i virkeligheden ikke i tvivl. Så er det fordi jeg vil noget men er bekymret for konsekvenserne.
Jeg vil gerne på det kursus, men tør jeg bruge pengene.
Jeg vil ikke til det møde, men tør jeg sige nej og gå glip af information og muligheder.
Jeg vil gerne lære dig at kende, men tør ikke spørge om du vil mødes fordi jeg er bange for at du siger nej.
Jeg vil gerne have det job, men er bange for at ikke at få det og så føle mig utilstrækkelig.
Tvivl er ikke tvivl. Det handler altid om noget andet. Det handler om mod til at blive afvist, til at fejle, til at turde tage chancen og til at leve med at andre ikke er enige i vores valg.
Når jeg lader tvivlen fylde uden at håndtere den, er det som at prøve at komme afsted, uden at løsne håndbremsen. Jo mere jeg presser på, jo mere speederen kommer ned, jo mere slingrer det og går op i larm og brændte dæk. Jeg kommer slet ikke derhen jeg vil, på den måde jeg vil.
Hvis jeg ser ind bag min tvivl, og genkender den bekymring der ligger bag, så kan jeg arbejde med det der skræmmer mig. Som regel opnår jeg en aftale med mig selv, om at gøre det jeg gerne vil selvom det er skæmmende.
Så du skal ikke acceptere at være i tvivl, for det er du ikke. Du ved godt hvad du vil, men du skal have en snak med din bekymring.
Det løsner håndbremsen.