Der er forskel på visdom og viden.
Alle arbejdspladser ved en masse om deres produkter, deres kunder, deres processer.
Men det er ikke alle arbejdspladser der har plads til visdom. Visdom er en dybere grad af viden, baseret på værdier og indsigt om hvad der er sandt for os alle.
Der er forskel på –
At vide at vi skal passe på vores medarbejdere, for ellers laver de ikke noget og det er trælst at skulle finde nye, for ikke at tale om oplæring og udgifter til rekruttering,
Og visdommen i at vi skal passe på vores medarbejdere, fordi som mennesker er vi alle lige og værdige, fordi vi værner om hinanden, respekterer hinanden og støtter hinanden i livet. Fordi vi ved at passe på menneskerne i vores virksomhed passer på vores samfund og det vi holder af.
Der er viden i hvordan vi styrer vores budget
Og visdom i hvordan vi bruger vores budget
Der er viden i hvordan vi opnår virksomhedens mål
Og visdom i hvilke mål vi vil opnå
Der er viden i hvordan vi arbejder sammen
Og visdom i hvorfor vi arbejder sammen
Jo højere du er i hierarkiet i din virksomhed, jo flere du påvirker og jo større dine beslutninger er. -jo vigtigere er det for alle at du har skabt plads til at finde din visdom.
Kan visdommen komme igennem til dig? Hvis ikke skal du skabe mere rum til refleksion, opsøge tid med mennesker der hjælper dig med at finde din visdom, være mere i naturen, meditere, høre musik og gøre noget der opløfter dig.
Du kommer ikke til at være mindre produktiv af det, tværtimod. Du kommer til at gøre mere af det som er vigtigt.